Balance og vand

[Jørgen]

Siden apoplexien har jeg haft problemer med at bade i havet. Når jeg skal op og rejser mig op inde ved brændingen, er min balance dårlig. Hvis jeg samtidig er kold, bliver det værre, når så vandet samtidig skiftevis løber frem og tilbage bliver synet, som er helt væsentligt for min balance sat ud af spillet. En måde til at hjælpe på balancen, er at fokusere på et objekt langt fremme, men er jeg samtidig lidt kold mislykkes projektet.

Drengene kender jo problematikken, så første gang vi badede fra kysten hjalp de mig op., når jeg så får det faste våde sand under fødderne, bliver jeg snart klar til at gå over det tørre løse sand.

Da vi havde været ude ved en koralø og snorklet der, skulle jeg op. Helt obligatorisk væltede jeg bagover ud i vandet gang på gang. Pludselig stod livredderen der og fik mig på højkant, i næste øjeblik stod guiden der også, og spurgte om der var noget galt. Jeg forsikrede at alt var ved det gamle , som det havde været i 9 år og var i orden. Først da Bue kom og forsikrede det samme blev jeg frigivet..

Når havet viser tænder ved jeg godt hvem der er den lille, det har mange år som svømmer, sejler, roer og dykker lært mig. Men i mange år har drengene og jeg leget meget voldsomt i vand og kender hinandens styrker og svagheder. Ved badning fra kysten var der en dag pæne bølger, ikke Vesterhavet i vild storm, men alligevel bølger større end jeg for nuværende er vant til. Bjarke og Roar gik op med smådrengene, og kortvarigt var jeg alene i vandet, Jeg kom på benene, men blev slået omkuld i brændingen, jeg kom ikke op igen, men blev rullet rundt i de brydende bølger. Bjarke og Roar stod lidt derfra, snakkede sammen og lod sig underholde. Jeg kom op på en arm efter hver tur i centrifugen, så jeg fik luft. På et tidspunkt syntes jeg at jeg var sandskurret nok, og stak en arm i vejret og på sekunder var de der og hev mig op. Helt efter familiereglerne. Omsorg skal ikke blive til omsovs, jeg kan klare mig selv til jeg beder om hjælp. Et par dage senere fik vi lært Cenius at svømme hundesvømning under roligere forhold i poolen, så nu har han også udviklet sig til en vandhund som den øvrige familie.

Telefoni

[Jørgen]

De første gange jeg opholdt mig i Afrika var kommunikation ikke eksisterende, telefoner fandtes eller virkede ikke, så tit måtte man køre hundreder af kilometer, hvis noget hastede. I 2005 oplevede jeg så i Afrika hvilket tigerspring fremad det var at mobiltelefonnettet fungerede. Med teknisk orienterede børn kunne dette udnyttes.

Ikke så snart vi krydsede grænsen til Tyskland, røg SIM-kortene ud af de fleste telefoner, og straks vi var landet i Sidney, gik Bue hen til en skranke og købte ni SIM-kort med tilhørende numre, og straks kunne vi ringe til hinanden og lave aftaler. Blev vi væk fra hinanden, var det bare en opringning, aftaler kunne hurtigt ændres trådløst. Dette fungerede i byerne men in the outback var der områder uden dækning, men alt i alt en kæmpe lettelse.

Strandet i Australien uden penge

[Jørgen]

Alt var tjecket, timet og tilrettelagt. Jeg vidste at jeg kun måtte hæve kr. 2.000 pr. dag i udlandet.

Næstsidste aften var vi ude at spise som sædvanlig. Tjeneren fik mit Visakort, men kom tilbage med en bon om at regningen ikke kunne betales, og at jeg skulle kontakte kortudbyderen. Sidste aften blev betalingen afvist med en kommentar om at der ikke var penge på kontoen. Hvis det skulle være rigtigt skulle banken være krakket, eller min konto skulle være hacket og tømt. Skulle jeg have klaret situationen ved at vaske op var jeg ikke kommet hjem endnu. Vaske op med en hånd tager lang tid, og skulle ituslået porcelæn erstattes på samme vis, kunne jeg nok opleve nytårs fyrværkeriet fra Harbour bridge i Sidney på kort afstand. Heldigvis havde Bue sit Visakort med og klarede situationen. Humlen var at jeg kun må hæve kr. 20.000 på 30 dage. Jeg har gentagne gange fået tilbudt Mastercard, men synes blot det var unødigt besvær, når jeg har styr på mit Visakort, men næste gang siger jeg ja tak, så jeg ikke igen oplever at stå ude i verden en sen lørdag aften uden en klink.

DownUnder med kørestol

[Jørgen]

Det lyder måske lidt voldsomt for dem der kender mig perifert, og har set mig gå rundt. Men dem der kender mig nærmere ved også at når jeg har været på fysisk krævende rejser havner jer hjemme på sofaen et par uger efter, hvis ikke jeg undervejs bliver så smadret at min gangevne forsvinder på rejsen grundet overanstrengelse,- for jeg vil jo ikke gå glip af noget. Allerede under de indledende forberedelser til rejsen, gjorde jeg det klart for mine 4 sportstrænede sønner, at jeg ville have handicapservice i lufthavnene, da de med deres lange marmorgange, er en ren ”bendræber. Efterhånden som gåtur/cykeltur rundt i Sidney, og gåtur rundt om Ayers Rock m.m. kom på tapetet, begyndte det at ligne en håndfuld hoteldage for mig. Så foreslog en af drengene, at hvis jeg fik en kørestol med skulle de nok skubbe mig rundt. Så kunne jeg jo hjælpe med børnebørnene når de blev trætte, så kunne de komme på skødet, og skulle ikke bæres. Jeg lånte en kørestol, og var med et par undtagelser med til hele programmet. Alligevel blev det til meget på 2 ben, og det kunne mærkes. Næstsidste dag måtte jeg opgive et 23m højt tårn, jeg kom 5 trin op og så ned igen, så var det slut med trapper. Den sidste rejsedag kunne jeg stadig gå et par skridt, men undgik det helst. Lige nu hjemkommet er jeg meget glad for min lænestol. Men rejse, og hjemkomst er foregået uden smertestillende medicin, ikke at forveksle med at det har været smertefrit, men som skrevet på min hjemmeside er det en omkostning der er medregnet helt fra planlægningen,så jeg har ingen aftaler de to første uger efter hjemkomsten.

I øvrigt kan man sige at der overalt i Australien er indtænkt kørestolsbrugere, med undtagelse af et par enkelte skønhedsfejl. Her tænker jeg specielt på kantstenshøjden i Sidney. Ved alle kryds og forgængerovergange er der skrå kantsten at køre ned ad, desværre er højden ofte så stor at mår man kommer ned støder fodhvilerne mod vejbanen og er ved at sende kørestolsbrugeren på næsen ud af kørestolen. Selvfølgelig kan fodstøtterne hæves, men det bliver til en uhensigtsmæssig højde, der virker fremmende for siddesår.

Boardwalk - DownUnder

[jørgen]

Ja hvad er nu det? Inden vi rejste fortalte en fysioterapeut, der har arbejdet 6 år i Australien, at der oppe i regnskoven ved Cairns var bygget nogle træbroer blot centimetre over regnskovs jorden, så man kan gå rundt uden at skade floraen. Samtidig skulle det være muligt at færdes i kørestol, der jo er den eneste måde jeg kan ”gå” en ordentlig tur i naturen på. Her vil jeg lige inkludere min crosser. På nettet fandt jeg Eco walk, som det også kaldes. Fra vores lejlighed i Palm Cove, var det lige ned ad trappen og hen om hjørnet og ind i turistbureauet.

Her vidste de noget om Dain tree. Vi kørte derop og fandt metalbroer helt op til trætophøjde, med trapper, tårn og trin - spændende, men ikke kørestolsvenligt. Da vi gik ud hørte jeg om ikke der var noget der lignede det jeg havde forventet noget mere. Jo, 40 min. kørsel længere væk, tæt ved solnedgangstid. Børnefamilien kørte hjem mens vi 3 ”unge” fyre kørte ud i solnedgangen. Vi fandt to steder med træbroer, et i regnskov, et der gik gennem en ferskvandssump og videre ud til mangroven (område med vand med varierende saltindhold grundet tidevandet men med planter og træer der er tilpasset saltvand.

Efter en halv time kom vi ud til en bred sandstrand, med et advarselsskilt: Advarsel her bor krokodillerne, angreb kan medføre alvorlige skader, eventuelt død, hold afstand til vandet, specielt når både trækkes op. Andre gik ved vandkanten, vi holdt os væk. Det var trods alt en lånt kørestol. Spændende og afvekslende vegetation.

Australien set fra oven

[Jørgen]

Fra Bangkok går turen videre sydpå over sydøst asien, ind over Australien ved Perth, hvorfra vi følger jernbanen østpå, med et sving ned over Adelaide, så vi får indflyvning til Sidney fra sydvest, og hvad vi ser ligner enhver flyvning til Danmark, skylandskabet ser helt ens ud. Så må vi jo gøre noget andet. I Alice Springs står vi op kl. ca. 3 midt om natten, tager en mundfuld mad. Går ned til hotellets indgandsparti i den bidende kolde blæsende ørkennat, Her bliver vi samlet op af en medtaget og skramlende bus der bliver tæsket yderligere da vi skrumler ud af dirtroads og savannen ud til et sted hvor ballonfolket har testet, at der skulle være godt at starte fra denne morgen. Vi bliver lukket ud af bussen under den stjerneklare himmel, der jo kun er med til at gøre temperaturen lavere. Jeg stirrer efter stjernebilledet sydstjernen, der jo findes I Australiens flag, og som jeg ofte I Afrika orienterede mig efter. Min søgen var forgæves, så jeg bad en lokal om hjælp. Kun for at få at vide at på denne årstid var sydkorset under horisonten. Gondolen var taget af sin trailer og ballonen rullet ud. En blæser blev sat I gang for at få luft I ballonen, Da den havde fået lidt facon blev brænderen sat til så der kunne komme varm luft ind, det er jo varmen der skal give opdriften. Det giver ca. 100gram opdrift pr. kubikmeter, og med 20.000 m3, bliver det til en løfteevne på 2 tons= gondol, ballonpilot og 20 passagerer. Ballonen rejser sig. Den er fortøjret til bussen, menneskene stiger ombord ja jeg bliver jo næsten væltet over gondolkanten som en sæk kartofler. Lige før vi letter bliver bussen trukket et par meter. Fortøjningen kastes og vi stiger. Straks går det bedre med at holde varmen. Blæsten forsvandt I samme sekund vi blev en del af lufthavet og bevægede os hen over landet med vindens hastighed. Stilheden blev kun brudt af brænderens vågeblus, og vi kunne opleve solopgangen I stilhed. Jo mere lys jo tydeligere kunne vi se vores skygge. Et par enkelte kænguruer sprang på jorden. En time hen over jorden, en fantastisk og ny måde at opleve naturen på. En time går hurtigt og snart er det tid til at indtage landingsstillingen, der også tager højde for lettere havari under landingen. Landingen foregår dog næsten lige så blidt som med fly, dog uden hjul. Sikkert af hensyn til faren for at vælte under landingen, er det forbudt at medtage børn på turen.

Luftdåben bliver fejret med et glas champagne, derefter noget der blev kaldt morgenmad: En muffin, en kiks, en dåse kold kaffe med eller uden mælk, et par nødder, vistnok et stykke frugt.. Herefter blev passagererne beordret til at hjælpe med at pakke ballonen sammen. I morgen er det de andre voksnes tur.

DET CENTRALE AUSTRALIEN

[Jørgen]

Efter nogle indholdsrige dage i Sidney, med Operahus, Bridge-climbing, Blue Mountains, Akvarium, Zoologisk have, svævebane og cykeltur i Sidney, Kom vi efter en mindre flyvetur, som fra København til Malaga, til det centrale Australien. Der er centralt i Australiens geologiske historie, Australiens fortidshistorie, Australien i historisk tid og nutidshistorie.

I den geologiske historie, har der været nogle specielle forhold, der har dannet Uluru, Ayers- Rock, også kaldet Australiens røde hjerte.

En sten, en monolit, hvoraf toppen er frilagt således at toppen er 348 meter over terrænet, og basis er i ca.6,5 km. nede i jorden, længden er ca 4 km. Stenen er rød, ligesom jorden på grund af et højt jernindhold

Uluru er den betegnelse Urbefolkningen, the aboriginals, har brugt i mange tusinder af år, men da der kom en Englænder var de jo så kulturelt overlegne at de kasserede den oprindelige betegnelse og dermed, forkastede den oprindelige kultur og religion.

Ligesom Dr, Livingstone, kasserede navnet Mosi -a Tonia ( røgen der buldrer) og omdøbte det til Victoria faldene. Dette blot 2 eksempler på englændernes kollektive megalomani.

I 1872 åbnede telegrafstationen i Alice Springs, og bandt dermed Australien sammen med en telegraflinie fra Adelaide til Darwin, og via en kæde af engelske kolonier bandt Australien sammen med London, og ophævede dermed den isolation, der hidtil havde hersket. Telegrafmuseet er hermed næsten en slags nationalmuseum, der fortæller historie. Efter telegrafstationen blev nedlagt, blev stedet indrettet til uægte aboriginalbørn. Disse blev interneret og opdraget - selvfølgelig til deres eget bedste. Nærmest en parallelhistorie til hvordan vi tidligere behandlede grønlænderbørn - overgreb af samme art. Telegrafmuseet er således en pendant til jernbanemuseet i Nairobi, der jo fortæller hele historien om tilblivelsen og berettigelsen af dannelsen af byen Nairobi og landet Kenya.

Alice Springs har i moderne tid været centrum for The royal flying doctor service, der har bragt moderne medicinsk service ud til the outback, og været forbillede for East Africa flying doctor service.

Organisationen startede i 1927. Med 3 læger var dette museum også et must. Herefter var Alice-Springs Done, og turen gik til Uluru (se drenge og mænd).

DRENGE & MÆND

[Jørgen]

Som bekendt er forskellen på drenge og mænd bare prisen på deres legetøj. Det viste sig tydeligt da vi kom til central Australien og fik udleveret 2 , 4-hjulstrækkere i form af mega stærke Toyota landcruisere, i byen var det OK. Men da vi næste dag skulle fra Alice Springs til Ayers Rock, gik der rigtig drengerøv i den, Rolf, Roar, Bue, Elena og Jørgen, kørte i en bil, og vi fandt næsten helt tilfældigt en vej, der kun kunne befares af 4hjuls trækkere, ud over bushen, på tværs af helt, eller næsten udtørrede flodlejer, op over flodbrinkerne, alt skulle afprøves, Elena prøvede også og var straks helt forfalden. Til tider stod der to på trinbrædderne og holdt fast i tagrælingerne. Her ærgrede jeg mig grænseløst over, at jeg ikke kunne deltage aktivt i løjerne. Ved Ayers-Rock, var der skyer og regnvejr, så vi var blandt den ene procent af  turister der ikke fik set stenen i solskin, så solopgang og nedgang var der ikke meget ved. Til gengæld fik Roar, Bjarke og jeg en uforglemmelig tur på dirtroads, som vi kender dem fra Afrika, rødt grus med vaskebræt overflade, der rumler i bilen med mindre man speeder op til 80 km/t eller mere. Det er altid en oplevelse, men efter flere døgns regn var de øverste centimeter sand og grus omdannet til rødt mudder, afvekslende med store vandpytter med rødt vand på op til 10 cm. dybde, aquaplanede vi og fik bilen til at skride ud selvom det var svært, idet bilen var udstyret med elektronisk undervogn, traction control, ABS, og EPS. Til sidst kunne vi lugte at motoren blev varm og gav den en pause, derefter listede vi  lige så stille hjem.

CYKELTUR I SIDNEY

[Jørgen]

Belært af tidligere erfaringer, meddelte jeg allerede under forberedelserne, at jeg ville have handicaphjælp i lufthavnene, så jeg ikke nåede frem med fødder jeg slet ikke kunne gå på. Efter nogen snakken, blev vi enige om simpelthen at tage en kørestol med. Drengene ville så på skift skubbe kørestolen rundt i Sidney på den planlagte cykeltur med guide, og skubbe mig rundt om Ayers Rock. Jeg fik før cykelturen cykelhjelm på, og Bjarke gav mig en bagagerem om livet og ryglænet for at sikre mig. Cenius cyklede selv, Magnus sad i en cykelstol bag på hos Rolf. Det blev snart for kedeligt at løbe og skubbe, så Roar begyndte at skubbe med en hånd mens han cyklede. På det skrånende havneterræn kunne han ikke helt magte styringen, så jeg synes, at jeg kom faretruende nær den ubeskyttede havnekant, så jeg fik roteret bagageremmen så spændet kom foran, så hvis jeg røg i havnen kunne jeg hurtigt frigøre mig fra stolen. Roar fik så hjælp af en af de andre. Så gik styringen bedre. Langs havnepromenaden og gennem byen gik det i raskt tempo. Folk vred nakkerne af  led. Guiden morede sig. Han havde aldrig oplevet noget lignende :-) ”Never seen in SIDNEY. NEVER SEEN IN THE WORLD.”. Turen tog længere tid end beregnet, og guiden fik overarbejde, men han havde moret sig.

 

BØRN OG AUSTRALIEN

[Jørgen]

At forklare 2 børn på 4 og 6 år, at de skal ud på en 30 timers rejse, hvor de skal sidde i flyvere ca.26 timer. Det er jo næsten en rejse vi voksne heller ikke kan overskue. Så i stedet for forklaringer blev løsningen bestikkelse. Jeg havde med Julies hjælp købt et spil til Cenius Nintendo spillekonsol, som han skulle have om morgenen efter 10-12 timers flyvning. Til Magnus havde jeg købt 3 biler, en hvid cabriolet, som Roar og Nanna kørte i fra brylluppet,som Magnus var meget optaget af, en rød stationcar som farmors, og en sort coupe som mors og fars, så han havde en helt lille bryllups kortege. Uanset årsagen gik flyturene fint. Alle var selvfølgelig trætte, Alle havde været PÅ under flyturen, selvfølgelig mest forældrene.

Ved Uluru havde Magnus fødselsdag. Roars værelse blev pyntet op, og der var rigtigt morgenbord. Han fik gaver fra de tilstedeværende. En haj t-shirt, og en haj kasket var store hit. Inden denne fest, var han blevet fejret i familiens værelse, så det var dobbelt op.

Bridge Climbing (Bjarke, Roar og Rolf)

[Rolf]

Morgenen efter vi er landet i Sydney tager Bjarke, Roar og Rolf afsted for at bridge climbe. ”Bridge Climb” vil sige at komme op at gå ovenpå buerne af Harbour Bridge. Inden selve turen skulle vi igennem en del instruktion samt udfylde nogle papirer og alkohol testes. I bund og grund nogle rimelig trivielle og kedelige foranstaltninger, men i god australsk stil blev det dog ikke kedeligt. Imens vi udfylder papirerne går en mand (Nana) rundt og beder os om at sige: ”one, two, three, four, five” en af gangen ned i et alkoholmeter. Efter jeg som den sidste af os tre pænt har talt til fem på engelsk ned i alkoholmetret, stopper Nana op, kigger alvorligt på apparatet og derefter på os ”where do you guys come from?”, ”Denmark”, ”Hm.. okay”, hvorefter han fortsætter. Da Nana kommer hen til den yngste i selskabet (en pige på ca. 16 år) kommer spørgsmålet promte: ”Do you have any confessions to make?” imens han fører apparatet helt hen til hende og kigger alvorligt ned. Det bliver ikke bedre da han kigger ned og får øje på mine 5-fingers (fodtøj) og siger at han nok skal finde nogle andre sko til mig, da de er for farlige at benytte på broen fordi en af tæerne kan komme til at sidde fast. Problemet er at vi alle tre har 5-fingers på og er opsatte på at oplevelsen skal gennemføres således. Efter diskussion frem og tilbage med emner som ”friction”, ”safety”, ”feeling with the surface”, osv. skifter vi til de udleverede sko. Vi bliver ført igennem en metaldetektor og videregivet til vores guide, der skal føre os op på broen. Guiden (Mick) spørger Nana ”Are there any problems?” Nana: ”No, THESE guys are causing trouble!”. 

For at komme hen til selve brobuen går vi i starten nedenunder broen. Her går vi på gangstier med små huller i så man kan kigge lige ned og med  et gelænder der ikke er særlig højt. Vi kan alle tre godt mærke suget i maven og at benene ryster lidt. Rolf og Bjarke psyker hinanden med hvor sindsygt det bliver når vi kommer op i over dobbelt højde og ikke længere er i læ, vi havde tidligere fået at vide at det blæser med 70 km/t og ved 90 km./t bliver man evakueret.

Mick klarer guideopgaven i fin stil med historiefortælling og højt humør. Dog står vi meget overraskede og nærmest med flåssede følelser, da han sidst på turen siger: ”Anymore questions – but not from the danes!” - og vi havde endda lagt låg på os selv og undladt spørgsmål som: ”hvor mange huse kan man se heroppe fra toppen af broen?”. Da vi kommer tilbage til Bridge Climb lokalerne, står en ny gruppe klar i gangen, som lige har koblet sig til sikkerhedssystemet og skal til at gå ud på broen. Bjarke prøver at modstå fristelsen, men kan ikke og udbryder: ”Shit, that was scary!” idet vi passerer dem.

Nyt fra DownUnder

[Rolf]

Udsigten til en blog fyldt med billeder er jeg ved at skyde en hvid pil efter... så medmindre en af de andre finder ud af hvordan vi får oploaded billeder en del hurtigere end mine hidtidige forsøg, der højest har kunnet klassificere sig til "megalangsomuploading", så bliver I nødt til at nøjes med at læse jer til vores oplevelser hernede.

Charmobilen

[Af Bjarke og Rolf]

Tak Søren:-) Du ved det sikkert ikke, men vi er superglade for at du er villig til at udlåne din rullende stol til vores far på vores rejse DownUnder. Vi er faktisk så glade for den, at den har ændret status fra "kørestol" til "Charmobil".
Nedenstående beskriver hvordan Charmobilen har hjulpet, underholdt og åbnet døre for os på vores rejse og gjort sig fortjent til navneopgraderingen – helt uden brug af en numerologi, blot Bue´s verbale egenskaber;-)

• Den ene dag i Sydney tog Bjarke i Zoo sammen med drengene, Roar og far. Da vi ankommer med færgen og skal med bussen videre til zoo kommer administratoren diskret og siger "I'll help you". Han fører os derefter over til svævebanen låser os ind i og sender os op med elevatoren og vupti er vi havnet forrest i køen til svævebanen op til zoo
• Da vi ankom til Sydney fik vi personlig eskorte. En sød ung dame, der konstant dirigerede os uden om alle køer og hurtigt fik ordnet alle papirer. Sidst ud af flyveren, men først ud af lufthaven :-)
• I adskillige lufthavne fik vi lov at komme først ombord på flyveren.
• Med en kørestol er der altid mulighed for lidt træning i lufthavnen eller hvor man nu venter.
  
• Der er naturligvis altid mulighed for lidt opmærksomhed og morskab som når vi fx møder op til guidet cykelrundtur i Sydney og proklamerer, at vi selvfølgelig tager far med i kørestolen.
• En farfar i kørestol er selvfølgelig sagen for Magnus og Cenius, når vandreturene bliver for lange. Så er det bare op på skødet.
  [BILLEDE]
• Når vi får sparket far ud af kørestolen så er det først til mølle for at køre på to hjul.
  

* håber at få lagt ovenstående billeder ind så hurtigt som muligt!

Alice springs

Hi
Now we are in Alice Springs :) We've got two 4WD :) Haven't really tried them in the terrain yet, but we certainly hope to do so one of the next days!!!

Today some were seeing the sunrise from a balloon. Meanwhile Elena and Bue took care of the Cenius and Magnus, which was a lot fun, but also getting up early in the morning (4:45am).


El dia (asi como el resto del viaje) estan siendo fantasticos. Despues de cuidar de Cenius y Magnus por la mañana, algunos hemos decidido ir de museo o a disfrutar un poco de la naturaleza. Hemos cogido el coche (un toyota todo-terreno preparado para correr por encima de las rocas del desierto) y con Bue al volante, Rolf, Jørgen y Elena (yo) hemos ido a las afueras de Alice Spring. Allí Jørgen y Rolf han visitado el museo del Telegrafo, mientras que Bue y Elena han recorrido una pequeña ruta senderista de unos 3,6km en pleno desierto Australiano. Es muy curioso que, aunque la vegetación es un poco parecida a la de Murcia, uno se siente completamente diferente al pasear por allí. No hay chicharras, por ejemplo. Y hay muy pocos pájaros, aunque los que hay son terriblemente exóticos! Es facil recordar que estas en Australia cuando vas paseando tranquilamente y casi sin querer, te das cuenta de que en la roca que tienes en frente, hay un par de canguros (bien grandotes, casi como tu), tomando el sol en una postura de lo más humana! Casi casi te puedes desmayar de la emoción :D
Bue y yo hemos tenido un poco de tiempo para practicar con nuestro Boomerang super tipico australiano durante nuestra ruta senderista, pero hemos tenido que abandonar pronto porque el boomerang era del mismo color que los arbustos del camino, y como había tantos, era casi imposible encontrar el boomerang cuando caía al suelo.

Terminada la ruta (y terminada la visita al museo del Telégrafo, eso debe contarlo otro) hemos hecho una parada en Alice Spring para comer. Hemos dicho.... probemos algo sano! y por eso hemos ido al Kentucky Fried Chicken. Creo que hay algunos de esos en España. Yo nunca lo había probado. Hemos comido grasa, fritos y salsas venenosas... pero que rico estabaaa!!

Tras reponer fuerzas, hemos llegado a nuestra ultima parada de la tarde "The Royal Flying Doctors Service Museum". Y.... eso que es?? Pues son las ambulancias de Australia. Australia es muy muy grande. Si soy un aborigen que vivo en un poblado perdido en medio del desierto y tengo un accidente, puede ser que el hospital más proximo este a miles de kilometros (sin exagerar). Aunque mandasen una ambulacia, podrian pasar 12 horas!!!! Por eso, un reverendo a principios del siglo pasado tuvo la idea de utilizar aviones para administrar asistencia sanitaria. Hoy en día son verdaderas UCIs volantes que se encargan de la labor asistencial de una gran parte de la poblacion australiana!!!

Blandede billeder

[Rolf]
Magnus, Cenius, Elena, Julie, Jørgen and Bue were going to the Sydney Aquarium, while Bjarke, Roar and Rolf were bridgeclimbing.

Top 5 Ways to get Attention

[Af Bjarke]

Stay tuned. Ferien er kun lige begyndt, så vi skal nok finde flere metoder ;-)

1. Far og søn i badebukser i Sydneys gader (det er vinter i Australien nu).
Torsdag morgen er Magnus tidligt oppe, så vi vælger at smutte op på taget i poolen. På vej ned virker elevatoren ikke og vi må tage brandtrappen 16 etager ned. Men fra brandtrappen kan man kun komme ud helt nede. Cool nok ender vi i en tom baggård og jeg må bære Magnus, da jeg ikke tør lade ham gå på bare tæer i baggården. Jeg vikler ham ind i håndklædet og bærer ham ud på Sydneys gader og vi må en god tur rundt inden vi når om til Hotellets foyer. Alle de frakkeklædte australiere i Sydney centrum kigger en hel del og receptionistens øjne følger os hele vejen ind ude fra gaden og indtil vi står foran hende i receptionen.

2. Dreng i kuffert i lufthavnen
Roars kuffert er kaput og han køber en ny i lufthavnen. Den gamle bliver konverteret til legetøj og da vi skal videre til checkin putter Roar Magnus i kufferten og trasker afsted med Magnus siddende i den åbne kuffert. Det vækker selvfølgelig behørig opmærksomhed og morskab.

3. Kaste op i taxien
Bare rolig vi kastede ikke op. Men jeg havde samlet ordet ”spew” op og var ikke helt sikker på betydningen. Så da vi dagen efter alle hoppede ind i maxitaxien med den lidt formælte chauffør råber jeg fra den bageste række sæde: ”Hey driver. What does spew mean?”. Reaktionen kommer prompte. ”Has the boy spewed in the cab?”. Vi fik snakket det på plads og fik forklaringen, og resten af turen var stemningen høj og chaufføren umådelig hyggelig og snakkesalig.

4. Aktivitet i flyveren
På flyveturen var vi som allerede nævnt konstant i aktivitet med at flytte ting ind og ud af lockeren (overskabene) og lave gymnastikøvelser i midtergangen og ved nødudgangene. Efter sammenlagt cirka 20 timers flyvetur i jumbojetten siger personalet til Bue: ”Sorry for charging you for the seats, you hardly used them”.

5. Kørestol på cykelrundtur
Vi skulle på 5 timers arrangeret cykelrundtur med guide i Sydney og mødte op med far i kørestol og fortalte at vi tager ham med . Der gik nogen tid inden de troede på os. Men mere om denne tur i et andet indlæg.

6. Løbetøj i Operahusets restaurant

Kæmpe kredit til personalet i Operahusets enormt tjekkede restaurant for ikke at fortrække en mine, da Rolf, Bue, Elena og jeg møder op i jeans, t-shirts, lange løbetrøjer og sportstaske. Da de spørger til vin-/druepræferencer ligner vi bare store spørgsmålstegn. Vi føler os hele vejen igennem perfekt behandlet, men er ikke et sekund i tvivl om at det indtryk vi efterlod blandt de andre kjole- og jakkesætklædte gæster var: proletarer!

PS: Ja, sorry. Vi ved godt, at det ikke var helt god stil, men grundet omstændighederne endte det på den måde.

G'day mates – Kolding til Sydney

[Af Bjarke]

Det er lørdag formiddag og vi er helt op at ringe over turen, der starter om lidt. Vi skal rejse ca. 36 timer... Turen til Hamburg lufthavn går nemt og smertefrit. Min ven Jakob har hjulpet med leje af en bil og han tilbyder galant at køre os derned. Tak Jakob :-)

Far er i kørestol og det giver en masse små udfordringer, men også sjove oplevelser. Vi kommer med flyveren og take-off med drengene er bare fedt. I London har vi god tid og Bues Elena støder til. Vi finder et sted i overcrowdede Heathrow og bestiller noget mad. Mens vi venter på maden opdager vi, at der står, at vi skal gå til gaten – og at vi øvrigt skal beregne 20 min til at gå dertil... Vi når det heldigvis med en imponerende spurt og stiger om bord som de første (pga. kørestolen) og sætter os til rette i en Boeing 747 (Jumbojet) :-)

Vi flyver cirka 11 timer til Bangkok. Vi har en kort nat med et sted mellem 2 og 6 timers søvn. I Bangkok har vi en teknisk mellemlanding, hvor vi kommer ind i lokalet lige inden for landgangen. Vi skal lige et smut om på den anden side af glasset og vente til vi atter kan stige om bord. Turen om til den anden side er til fods og cirka 1 km lang... Det er nu søndag eftermiddag lokal tid og cirka kl 8 søndag morgen dansk tid. Tilbage i flyveren og efter et par timer bliver lyset slukket for natten til mandag. Vi sover mellem 0 og 4 timer. Kl 5 mandag morgen lokal tid og kl 21 søndag aften dansk tid ankommer vi til Sydney lufthavn. Vi kommer sidst ud af flyveren, men bliver dirigeret expressvejen ud af lufthavnen pga. kørestolen, mens alle de andre passagerer stirrer på de tossede danskere, der har tilbragt stort set hele flyveturen med at putte ting op i, og hente ting ned fra, ”lockeren” til håndbagagen over sæderne, samt brugt halvdelen af turen på at stå i midtergangen og lave armsving og dybe knæbøjninger.

Vel fremme på hotellet dejser vi alle omkuld og sover 3 timer inden vi tvinger os op fuldstændigt bustede i et desperat forsøg på at at tilpasse os den 8 timer forskudte tidszone.

Så drager vi snart afsted!

:-)