torsdag den 7. juli 2011

Top 5 Ways to get Attention

[Af Bjarke]

Stay tuned. Ferien er kun lige begyndt, så vi skal nok finde flere metoder ;-)

1. Far og søn i badebukser i Sydneys gader (det er vinter i Australien nu).
Torsdag morgen er Magnus tidligt oppe, så vi vælger at smutte op på taget i poolen. På vej ned virker elevatoren ikke og vi må tage brandtrappen 16 etager ned. Men fra brandtrappen kan man kun komme ud helt nede. Cool nok ender vi i en tom baggård og jeg må bære Magnus, da jeg ikke tør lade ham gå på bare tæer i baggården. Jeg vikler ham ind i håndklædet og bærer ham ud på Sydneys gader og vi må en god tur rundt inden vi når om til Hotellets foyer. Alle de frakkeklædte australiere i Sydney centrum kigger en hel del og receptionistens øjne følger os hele vejen ind ude fra gaden og indtil vi står foran hende i receptionen.

2. Dreng i kuffert i lufthavnen
Roars kuffert er kaput og han køber en ny i lufthavnen. Den gamle bliver konverteret til legetøj og da vi skal videre til checkin putter Roar Magnus i kufferten og trasker afsted med Magnus siddende i den åbne kuffert. Det vækker selvfølgelig behørig opmærksomhed og morskab.


3. Kaste op i taxien
Bare rolig vi kastede ikke op. Men jeg havde samlet ordet ”spew” op og var ikke helt sikker på betydningen. Så da vi dagen efter alle hoppede ind i maxitaxien med den lidt formælte chauffør råber jeg fra den bageste række sæde: ”Hey driver. What does spew mean?”. Reaktionen kommer prompte. ”Has the boy spewed in the cab?”. Vi fik snakket det på plads og fik forklaringen, og resten af turen var stemningen høj og chaufføren umådelig hyggelig og snakkesalig.

4. Aktivitet i flyveren
På flyveturen var vi som allerede nævnt konstant i aktivitet med at flytte ting ind og ud af lockeren (overskabene) og lave gymnastikøvelser i midtergangen og ved nødudgangene. Efter sammenlagt cirka 20 timers flyvetur i jumbojetten siger personalet til Bue: ”Sorry for charging you for the seats, you hardly used them”.

5. Kørestol på cykelrundtur
Vi skulle på 5 timers arrangeret cykelrundtur med guide i Sydney og mødte op med far i kørestol og fortalte at vi tager ham med . Der gik nogen tid inden de troede på os. Men mere om denne tur i et andet indlæg.

6. Løbetøj i Operahusets restaurant
Kæmpe kredit til personalet i Operahusets enormt tjekkede restaurant for ikke at fortrække en mine, da Rolf, Bue, Elena og jeg møder op i jeans, t-shirts, lange løbetrøjer og sportstaske. Da de spørger til vin-/druepræferencer ligner vi bare store spørgsmålstegn. Vi føler os hele vejen igennem perfekt behandlet, men er ikke et sekund i tvivl om at det indtryk vi efterlod blandt de andre kjole- og jakkesætklædte gæster var: proletarer!
PS: Ja, sorry. Vi ved godt, at det ikke var helt god stil, men grundet omstændighederne endte det på den måde.

1 kommentar:

  1. hej
    sikken nogle sjove situationer i kommer ud for, men flot klaret af jer allesammen, super

    SvarSlet