Balance og vand

[Jørgen]

Siden apoplexien har jeg haft problemer med at bade i havet. Når jeg skal op og rejser mig op inde ved brændingen, er min balance dårlig. Hvis jeg samtidig er kold, bliver det værre, når så vandet samtidig skiftevis løber frem og tilbage bliver synet, som er helt væsentligt for min balance sat ud af spillet. En måde til at hjælpe på balancen, er at fokusere på et objekt langt fremme, men er jeg samtidig lidt kold mislykkes projektet.

Drengene kender jo problematikken, så første gang vi badede fra kysten hjalp de mig op., når jeg så får det faste våde sand under fødderne, bliver jeg snart klar til at gå over det tørre løse sand.

Da vi havde været ude ved en koralø og snorklet der, skulle jeg op. Helt obligatorisk væltede jeg bagover ud i vandet gang på gang. Pludselig stod livredderen der og fik mig på højkant, i næste øjeblik stod guiden der også, og spurgte om der var noget galt. Jeg forsikrede at alt var ved det gamle , som det havde været i 9 år og var i orden. Først da Bue kom og forsikrede det samme blev jeg frigivet..

Når havet viser tænder ved jeg godt hvem der er den lille, det har mange år som svømmer, sejler, roer og dykker lært mig. Men i mange år har drengene og jeg leget meget voldsomt i vand og kender hinandens styrker og svagheder. Ved badning fra kysten var der en dag pæne bølger, ikke Vesterhavet i vild storm, men alligevel bølger større end jeg for nuværende er vant til. Bjarke og Roar gik op med smådrengene, og kortvarigt var jeg alene i vandet, Jeg kom på benene, men blev slået omkuld i brændingen, jeg kom ikke op igen, men blev rullet rundt i de brydende bølger. Bjarke og Roar stod lidt derfra, snakkede sammen og lod sig underholde. Jeg kom op på en arm efter hver tur i centrifugen, så jeg fik luft. På et tidspunkt syntes jeg at jeg var sandskurret nok, og stak en arm i vejret og på sekunder var de der og hev mig op. Helt efter familiereglerne. Omsorg skal ikke blive til omsovs, jeg kan klare mig selv til jeg beder om hjælp. Et par dage senere fik vi lært Cenius at svømme hundesvømning under roligere forhold i poolen, så nu har han også udviklet sig til en vandhund som den øvrige familie.

Telefoni

[Jørgen]

De første gange jeg opholdt mig i Afrika var kommunikation ikke eksisterende, telefoner fandtes eller virkede ikke, så tit måtte man køre hundreder af kilometer, hvis noget hastede. I 2005 oplevede jeg så i Afrika hvilket tigerspring fremad det var at mobiltelefonnettet fungerede. Med teknisk orienterede børn kunne dette udnyttes.

Ikke så snart vi krydsede grænsen til Tyskland, røg SIM-kortene ud af de fleste telefoner, og straks vi var landet i Sidney, gik Bue hen til en skranke og købte ni SIM-kort med tilhørende numre, og straks kunne vi ringe til hinanden og lave aftaler. Blev vi væk fra hinanden, var det bare en opringning, aftaler kunne hurtigt ændres trådløst. Dette fungerede i byerne men in the outback var der områder uden dækning, men alt i alt en kæmpe lettelse.

Strandet i Australien uden penge

[Jørgen]

Alt var tjecket, timet og tilrettelagt. Jeg vidste at jeg kun måtte hæve kr. 2.000 pr. dag i udlandet.

Næstsidste aften var vi ude at spise som sædvanlig. Tjeneren fik mit Visakort, men kom tilbage med en bon om at regningen ikke kunne betales, og at jeg skulle kontakte kortudbyderen. Sidste aften blev betalingen afvist med en kommentar om at der ikke var penge på kontoen. Hvis det skulle være rigtigt skulle banken være krakket, eller min konto skulle være hacket og tømt. Skulle jeg have klaret situationen ved at vaske op var jeg ikke kommet hjem endnu. Vaske op med en hånd tager lang tid, og skulle ituslået porcelæn erstattes på samme vis, kunne jeg nok opleve nytårs fyrværkeriet fra Harbour bridge i Sidney på kort afstand. Heldigvis havde Bue sit Visakort med og klarede situationen. Humlen var at jeg kun må hæve kr. 20.000 på 30 dage. Jeg har gentagne gange fået tilbudt Mastercard, men synes blot det var unødigt besvær, når jeg har styr på mit Visakort, men næste gang siger jeg ja tak, så jeg ikke igen oplever at stå ude i verden en sen lørdag aften uden en klink.

DownUnder med kørestol

[Jørgen]

Det lyder måske lidt voldsomt for dem der kender mig perifert, og har set mig gå rundt. Men dem der kender mig nærmere ved også at når jeg har været på fysisk krævende rejser havner jer hjemme på sofaen et par uger efter, hvis ikke jeg undervejs bliver så smadret at min gangevne forsvinder på rejsen grundet overanstrengelse,- for jeg vil jo ikke gå glip af noget. Allerede under de indledende forberedelser til rejsen, gjorde jeg det klart for mine 4 sportstrænede sønner, at jeg ville have handicapservice i lufthavnene, da de med deres lange marmorgange, er en ren ”bendræber. Efterhånden som gåtur/cykeltur rundt i Sidney, og gåtur rundt om Ayers Rock m.m. kom på tapetet, begyndte det at ligne en håndfuld hoteldage for mig. Så foreslog en af drengene, at hvis jeg fik en kørestol med skulle de nok skubbe mig rundt. Så kunne jeg jo hjælpe med børnebørnene når de blev trætte, så kunne de komme på skødet, og skulle ikke bæres. Jeg lånte en kørestol, og var med et par undtagelser med til hele programmet. Alligevel blev det til meget på 2 ben, og det kunne mærkes. Næstsidste dag måtte jeg opgive et 23m højt tårn, jeg kom 5 trin op og så ned igen, så var det slut med trapper. Den sidste rejsedag kunne jeg stadig gå et par skridt, men undgik det helst. Lige nu hjemkommet er jeg meget glad for min lænestol. Men rejse, og hjemkomst er foregået uden smertestillende medicin, ikke at forveksle med at det har været smertefrit, men som skrevet på min hjemmeside er det en omkostning der er medregnet helt fra planlægningen,så jeg har ingen aftaler de to første uger efter hjemkomsten.

I øvrigt kan man sige at der overalt i Australien er indtænkt kørestolsbrugere, med undtagelse af et par enkelte skønhedsfejl. Her tænker jeg specielt på kantstenshøjden i Sidney. Ved alle kryds og forgængerovergange er der skrå kantsten at køre ned ad, desværre er højden ofte så stor at mår man kommer ned støder fodhvilerne mod vejbanen og er ved at sende kørestolsbrugeren på næsen ud af kørestolen. Selvfølgelig kan fodstøtterne hæves, men det bliver til en uhensigtsmæssig højde, der virker fremmende for siddesår.

Boardwalk - DownUnder

[jørgen]

Ja hvad er nu det? Inden vi rejste fortalte en fysioterapeut, der har arbejdet 6 år i Australien, at der oppe i regnskoven ved Cairns var bygget nogle træbroer blot centimetre over regnskovs jorden, så man kan gå rundt uden at skade floraen. Samtidig skulle det være muligt at færdes i kørestol, der jo er den eneste måde jeg kan ”gå” en ordentlig tur i naturen på. Her vil jeg lige inkludere min crosser. På nettet fandt jeg Eco walk, som det også kaldes. Fra vores lejlighed i Palm Cove, var det lige ned ad trappen og hen om hjørnet og ind i turistbureauet.

Her vidste de noget om Dain tree. Vi kørte derop og fandt metalbroer helt op til trætophøjde, med trapper, tårn og trin - spændende, men ikke kørestolsvenligt. Da vi gik ud hørte jeg om ikke der var noget der lignede det jeg havde forventet noget mere. Jo, 40 min. kørsel længere væk, tæt ved solnedgangstid. Børnefamilien kørte hjem mens vi 3 ”unge” fyre kørte ud i solnedgangen. Vi fandt to steder med træbroer, et i regnskov, et der gik gennem en ferskvandssump og videre ud til mangroven (område med vand med varierende saltindhold grundet tidevandet men med planter og træer der er tilpasset saltvand.

Efter en halv time kom vi ud til en bred sandstrand, med et advarselsskilt: Advarsel her bor krokodillerne, angreb kan medføre alvorlige skader, eventuelt død, hold afstand til vandet, specielt når både trækkes op. Andre gik ved vandkanten, vi holdt os væk. Det var trods alt en lånt kørestol. Spændende og afvekslende vegetation.

Australien set fra oven

[Jørgen]

Fra Bangkok går turen videre sydpå over sydøst asien, ind over Australien ved Perth, hvorfra vi følger jernbanen østpå, med et sving ned over Adelaide, så vi får indflyvning til Sidney fra sydvest, og hvad vi ser ligner enhver flyvning til Danmark, skylandskabet ser helt ens ud. Så må vi jo gøre noget andet. I Alice Springs står vi op kl. ca. 3 midt om natten, tager en mundfuld mad. Går ned til hotellets indgandsparti i den bidende kolde blæsende ørkennat, Her bliver vi samlet op af en medtaget og skramlende bus der bliver tæsket yderligere da vi skrumler ud af dirtroads og savannen ud til et sted hvor ballonfolket har testet, at der skulle være godt at starte fra denne morgen. Vi bliver lukket ud af bussen under den stjerneklare himmel, der jo kun er med til at gøre temperaturen lavere. Jeg stirrer efter stjernebilledet sydstjernen, der jo findes I Australiens flag, og som jeg ofte I Afrika orienterede mig efter. Min søgen var forgæves, så jeg bad en lokal om hjælp. Kun for at få at vide at på denne årstid var sydkorset under horisonten. Gondolen var taget af sin trailer og ballonen rullet ud. En blæser blev sat I gang for at få luft I ballonen, Da den havde fået lidt facon blev brænderen sat til så der kunne komme varm luft ind, det er jo varmen der skal give opdriften. Det giver ca. 100gram opdrift pr. kubikmeter, og med 20.000 m3, bliver det til en løfteevne på 2 tons= gondol, ballonpilot og 20 passagerer. Ballonen rejser sig. Den er fortøjret til bussen, menneskene stiger ombord ja jeg bliver jo næsten væltet over gondolkanten som en sæk kartofler. Lige før vi letter bliver bussen trukket et par meter. Fortøjningen kastes og vi stiger. Straks går det bedre med at holde varmen. Blæsten forsvandt I samme sekund vi blev en del af lufthavet og bevægede os hen over landet med vindens hastighed. Stilheden blev kun brudt af brænderens vågeblus, og vi kunne opleve solopgangen I stilhed. Jo mere lys jo tydeligere kunne vi se vores skygge. Et par enkelte kænguruer sprang på jorden. En time hen over jorden, en fantastisk og ny måde at opleve naturen på. En time går hurtigt og snart er det tid til at indtage landingsstillingen, der også tager højde for lettere havari under landingen. Landingen foregår dog næsten lige så blidt som med fly, dog uden hjul. Sikkert af hensyn til faren for at vælte under landingen, er det forbudt at medtage børn på turen.

Luftdåben bliver fejret med et glas champagne, derefter noget der blev kaldt morgenmad: En muffin, en kiks, en dåse kold kaffe med eller uden mælk, et par nødder, vistnok et stykke frugt.. Herefter blev passagererne beordret til at hjælpe med at pakke ballonen sammen. I morgen er det de andre voksnes tur.

DET CENTRALE AUSTRALIEN

[Jørgen]

Efter nogle indholdsrige dage i Sidney, med Operahus, Bridge-climbing, Blue Mountains, Akvarium, Zoologisk have, svævebane og cykeltur i Sidney, Kom vi efter en mindre flyvetur, som fra København til Malaga, til det centrale Australien. Der er centralt i Australiens geologiske historie, Australiens fortidshistorie, Australien i historisk tid og nutidshistorie.

I den geologiske historie, har der været nogle specielle forhold, der har dannet Uluru, Ayers- Rock, også kaldet Australiens røde hjerte.

En sten, en monolit, hvoraf toppen er frilagt således at toppen er 348 meter over terrænet, og basis er i ca.6,5 km. nede i jorden, længden er ca 4 km. Stenen er rød, ligesom jorden på grund af et højt jernindhold

Uluru er den betegnelse Urbefolkningen, the aboriginals, har brugt i mange tusinder af år, men da der kom en Englænder var de jo så kulturelt overlegne at de kasserede den oprindelige betegnelse og dermed, forkastede den oprindelige kultur og religion.

Ligesom Dr, Livingstone, kasserede navnet Mosi -a Tonia ( røgen der buldrer) og omdøbte det til Victoria faldene. Dette blot 2 eksempler på englændernes kollektive megalomani.

I 1872 åbnede telegrafstationen i Alice Springs, og bandt dermed Australien sammen med en telegraflinie fra Adelaide til Darwin, og via en kæde af engelske kolonier bandt Australien sammen med London, og ophævede dermed den isolation, der hidtil havde hersket. Telegrafmuseet er hermed næsten en slags nationalmuseum, der fortæller historie. Efter telegrafstationen blev nedlagt, blev stedet indrettet til uægte aboriginalbørn. Disse blev interneret og opdraget - selvfølgelig til deres eget bedste. Nærmest en parallelhistorie til hvordan vi tidligere behandlede grønlænderbørn - overgreb af samme art. Telegrafmuseet er således en pendant til jernbanemuseet i Nairobi, der jo fortæller hele historien om tilblivelsen og berettigelsen af dannelsen af byen Nairobi og landet Kenya.

Alice Springs har i moderne tid været centrum for The royal flying doctor service, der har bragt moderne medicinsk service ud til the outback, og været forbillede for East Africa flying doctor service.

Organisationen startede i 1927. Med 3 læger var dette museum også et must. Herefter var Alice-Springs Done, og turen gik til Uluru (se drenge og mænd).